Mr. Lover-lover

Da jeg var gravid med Kasper, snakkede Thure og jeg meget om, hvordan han mon blev. Hvordan var hans lille personlighed, og hvem af os ville han komme til at minde om?

Nu har vi haft ham i næsten tre år og én ting, som er Kaspers helt egen personlighed. Det er hans evne til at dele sin kærlighed. Med hele verden. Han deler rundhåndet ud af den og giver gerne et kram til alle dem, der gæster os. Også selvom de kun har kendt hinanden i tre minutter.

I søndags skulle vi i Tivoli, for han sagde, at nu turde han godt. Nuvel. Men inden vi gik ville han godt lige tegne en tegning til Tivoli-manden. Altså ham, der ejer Tivoli. I Kaspers verden kan det kun være én mand. Han tegnede en fin stor cirkel med nogle dingenoter. Det var en bjørn.

Vi drog afsted mod Nisseland i Tivoli, men det havde resten af København også gjort. Det vil sige, at køen nærmest løb hele vejen fra indgangen til Amager. Vi droppede det og kørte ned på tanken for at se på bilvasken. Noget som en Kaspers helt store passion. Pludselig siger han: ’Men hvad så med min tegning mor?’ ’Tjaa, siger jeg, vil du give den til en anden?’ ’Ja det vil jeg. Til tankmanden’.

Og i dag var tankmanden så altså bare en teenager med munden fuld af togskinner. Ind troppede Kasper og smed tegningen på bordet sammen med sin is.

Kasper: ’Den er til dig’

Tankdame (meget rød i hovedet over kærlighedserklæringen): ’neeeeei tak, sikke en fin ballon du har tegnet.’

Kasper: ’Det’ en bjørn’.

Tankdame (omend mere rød i hovedet): ’nårhja, det kan jeg da godt se’, hvorefter hun kigger på mig, som om hun vil spørge om det er okay at lyve overfor børn.

Hun blev så befippet over tegningen, at hun nærmest var ved at gi’ mig en pakke tyggegummi gratis, så jeg er sikker på, at Kasper en eller anden dag bliver en fantastisk kæreste. De skal muligvis ikke holde i hånd i ballongyngerne i Tivoli, men masser af kærlighed. Det får hun.

Om bloggeren: Annamette er 35 år, og mor til Kasper på knap 3 år og Jeppe på 3 mdr. Forfatter til bogen Min Mor.

Fyr den af på en fredag

Det er weekend om lidt, og jeg tager Jeppe med mig til Jylland, så farmand og Kasper kan mandehørme og hive hinanden i fingrene, når de fiser. De kan spise slik og burgere og hælde ketchup ud over hinanden.

Engang var fredag lig med fredagsbar, det er den stadigvæk, det er bare en lidt anden fredagsbar. Fuld af saftevand, og fuld af små mennesker, som går mig til livet. Øl er skiftet ud med saft, og riskiks, men min dansepartner in crime, Kasper Fuhrmann Kjær, er meget sjovere end mange af de mænd jeg har danset med i tidens løb. Hvorfor? Fordi han giver fanden i hvordan han ser ud, når han danser. Han hopper, står på hovedet, ryster med numsen, og slår med hovedet, mens arme og ben står ud til alle sider.

Jeg synes du skal gøre det samme. Glem et øjeblik alt om pligter, søvnmangel, børn i trodsalder, og indkøb, og fyr den af. Glem hvordan du ser ud, og hop så dellerne ryster.
Dagens fredags nummer til dig er Fatboy Slim og Wonderfull Night. Må du have en vidunderlig weekend.

Ét barn. Svært? Hvad snakker du om?

I weekenden blev Kasper passet hos mormor i Jylland, så vi havde kun Jeppe på matriklen. Sikke en fest. Og hvor ser verden anderledes ud nu, end da vi kun havde Kasper.

Nu er det jo en ren badeferie, kun at have ét barn, og jeg ville ønske, at jeg havde nydt det noget mere under første barsel. Men der var så meget, der skulle klares. Jeg sad som en spændt fjeder, klar-parat-start til at kunne indgå i en krig.

For det første skulle barnet jo stimuleres hele tiden, og derfor sad jeg med diverse dingenoter og dinglede foran Kasper. Som var pænt ligeglad. Han skulle have faste sovetider, havde jeg læst, ellers ville han med garanti blive en af de utilpasset unge, som endte på døgneren, og som ikke kan kende forskel på ro, regelmæssighed og renlighed.

I bad kunne jeg heller ikke komme, for hvad nu hvis han vågnede, mens jeg stod der under det varme vand. Så skulle han muligvis ligge selv i 25 sek. før jeg kunne hente ham ind fra altanen. Og dét ville give ham traumer. For life. Vi taler tidligt skadet.

Og en tur i Netto? Glem det. Hvad nu hvis Kasper begyndte at græde lige midt i køen? Skulle jeg så stå der og amme ham midt i skinkesalaten? For han kunne helt sikkert ikke klare gåturen hjem på ti min. og ville skrige hele vejen, og det ville han kunne huske, når han blev voksen og sad i en samtalegruppe for svigtede unge.

Og drengebørn. Hvordan er de? Leger de med sværd fra de er 0 år? Og hvad med den der tissemand, hvordan forholder man sig lige til den?

Hold nu op for en masse spørgsmål. Jeg kan godt forstå, at jeg ikke havde tid til noget som helst andet, end det, der foregik en meters penge fra Kasper. Altså jeg kunne da ikke stå og tage mascara på, hvis nu drengen var midt i et vigtigt tigerspring, som jeg lærte, at det hedder, når små børn udvikler sig. Tigerspring.

Men af skade bliver man klog, og jeg tager det med ophøjet ro, at Jeppe skriger uhæmmet i Metroen. Skider på de forkerte tidspunkter, og at jeg glemmer hans mad, når jeg skal ud. Jeg er helt tryg ved, at han ikke ender på antidepressiver, hvis han skal ligge i fem minutter, mens jeg er i bad, og jeg tror heller ikke, at han skal gå til tale-høre-pædagog, fordi vi ikke fik stimuleret ham godt nok. Med uroer i de rigtige signalfarver.

Tænk hvor mange kaffe latte jeg kunne have nydt, hvis jeg vidste alt det.

Den lille forskel

Hver aften, når jeg putter børn, så tænker jeg over at vi har en HELT forskellig opfattelse af det at skulle sove.

Jeg tænker: uuuhm, varm dyne, blød dyne, blød seng, kroppen kan slappe af, man kan ligge og tænke hemmelige tanker i mørket, lyden af stilhed og naboernes trin og glæden ved at kunne lukke dagen ned.

Mine børn tænker: irriterende, irriterende, irriterende, irriterende, irriterende, irriterende, nej, nej, nej, irriterende, irriterende.

Og jeg spørger bare. Hvad er det der er så r..træls ved at sove? Hvorfor er det præcis at der skal hyles, tudes, sparkes til sengen, tændes for lyset og roteren rundt som en grillkylling, før de e-n-d-e-l-i-g overgiver sig? Jeg forstår det ikke.

Her til aften har vi ligget i fast rutefart fra Kaspers værelses til Jeppes seng. Fra Jeppes seng til Kaspers værelse. Ud og ind og ud og ind. Hvis man optog os på film og satte den på fast-forward ville vi ligne to myrer på seriøs overarbejde. Pænt smadret i pæren.

Men fair nok. Hvis nu jeg skulle modtage Nobels Fredspris i morgen ville jeg måske også ligge og rotere rundt, og det kan jo godt være at bussen fra Fætter BR, der er blevet endevendt og gramset på i en uendelighed rangerer ligeså højt som en fredspris.

Men altså. Jeg fatter det stadig ikke.

Heeeeeeeere’s Jooohny

Hvis du kender det citat, så ved du at det kommer fra en temmelig utilregnelig type, hvis økse sidder lidt løst ved hånden. Det er fra filmen The Shining, hvor Jack Nicholson folder sig ud, som en mand, man ikke har lyst til at invitere til skærekage og en snak om livet. So to speak.

Det er en smule politisk ukorrekt at sammenligne børn med Johnny, men et barn i trodsalderen, har jeg lært, er ligeså utilregnelige. Man ved aldrig hvilken sætning, hvilken Cirkeline-kop, eller hvilken handling, der ender i skrig og flitsbuer og roterende barn på gulvet.

Til dig der endnu ikke har glæde af at bo sammen med et barn i trodsalderen, kan du her se eksempler på noget, som du ikke på nogen måde vidste kunne opfattes som en provokerende handling:

Mig til Kasper: ‘Sikke en vildt lækker flyverdragt du har fået, prøv lige at se de seje regnbuefarver’ - udløste skrigeseance i en halv time.

Mig til Kasper: ‘Er du sød at lade være med at slå mig i hovedet med din kop’ - udløste ærter over hele gulvet, og tudetur.

Far til Kasper: ‘Det er mig der putter dig i dag, hvilken bog vil du læse?’ - resulterede i hulkende barn, som nægtede at få læst nogen som helst historier. Overhovedet.

Mig til Kasper: ‘Her er dine strømper’

Kasper til mig: ‘JEG VIL IKKE HA STRØMPER PÅ MED STRIIIIIIIIIIBEEEEEEEEEEEEER’ - og efterfølgende sprællende barn i sofa i 10 minutter.

Far til Kasper: ‘Vi skal lige ha skiftet din ble’ - resulterede i barn, der gør sig slatten, så man skal løfte 15 kg dødvægt.

Så mit råd er: lad vær med at forbered dig, du kan alligevel aldrig vide, om det er den grønne farve på strømperne, der udløser en konflikt på størrelse med 2. verdenskrig.

Let me introduce

Så! I luften med første blogindlæg her hos Iiamo. Jeg hedder Annamette, er 35 år og mor. Her kan du læse om mig og min familie, der udover mig, tæller tre tissemænd: Thure, som jeg er gift med, ældste søn Kasper fra dec. ‘06 og sidstankomne, Jeppe, som er ganske ny og fra aug. i år.

Jeg blogger om mit mor-liv, og mine tanker i al almindelighed og jeg glæder mig til at dele det hele med dig.

I dag er et meget autentisk indlæg, da jeg ikke på nogen måde kan mobilisere en frisk-fyrs-hat og nu-skal-jeg-eddermame-gi-den-gas-her-i-første-indlæg, for mine øjenlåg hænger helt ud over altanen af træthed. Begge drenge har drevet mig rundt i manegen hele dagen. På hver deres måde.

Kasper er i trodsalderen og lige blevet storebror og er ikke for fin til at skilte med det hele. Første konflikt startede klokken 6.37 i morges, fordi jeg ‘kom til’ at gå ud og tisse inden jeg gik med ham ind i stuen. Big mistake. Huge. Nåede lige at tørre hænderne før jeg fik et barn formet som en flitsbue i hovedet. Imens lå Jeppe og peb, fordi han var sulten og skulle ammes. Thure havde feber. Og det regnede. Helt perfekt søndag allerede.

Nu er dagen ved at være omme, og alle sover. Det gør jeg også. Om 3 minutter.

Klik endelig ind og læs flere historier. Jeg er sikker på, at du kan genkende dig selv i det hele.